Af Esben Hjortdal Andersen
Hvordan skildrer man et menneskes traume på levende billeder? Måske med mosaikklipning, fragmentarisk plot, skæve lydscener og en blodrød farve, der skærer dybt i øjnene. Baseret på Daphne Du Mauriers novelle af samme navn giver Nicolas Roegs fragmenterede klassiker Rødt Chok et fængende indblik i et ængsteligt sind.
Konservator John Baxter (Donald Sutherland) og hans kone Laura (Julie Christie) rejser til Venedigs tomme vinterstræder, så John kan renovere en kirkes mosaikker, og ikke mindst så parret kan komme sig over deres datters pludselige død.
Her møder de to mærkværdige ældre kvinder (Hilary Mason og Clelia Matania); den ene er blind og påstår, at hun er synsk og har set deres afdøde datter. Dette beroliger Laura, men foruroliger John, som ikke vil indse, at der kan være mere mellem himmel jord. Alt imens er der også en morder på fri fod!
Der er ikke et eneste tidspunkt, hvor man som seer kan læne sig tilbage i sædet. Filmen skaber en drømmende, surrealistisk uro, der følger én undervejs. Denne angst bliver fremstillet på alle filmmediets tangenter allerede i den ikoniske startscene:
Melankolsk, æterisk klaverspil svæver over et tåget landskab. En pige i en blodrød regnfrakke leger med sin legetøjsrobot, og en dreng cykler rundt i landskabet. Indenfor sidder John og Laura – John nærstuderer fotos af kirkemosaikker, mens Laura læser op. Der krydsklippes nærmest synkoperet mellem de to scener med stadig kortere intervaller. En rød skikkelse er at finde på et af Johns billeder. Samme røde farve er pigens regnfrakke. John spilder vand på billedet, så den røde skikkelse går i opløsning, som om billedet bløder, og han farer ud ad døren. Et spejl bliver splintret af drengens cykel, og pigen er pludselig ved at drukne.
I denne scene findes flere virkemidler og tematikker, som forvrænger ens sind i resten af filmen. Blandt andet igennem den synkoperede krydsklipning, der skaber en form for klippemosaik. Mosaikken kan føles fragmentarisk; en fragmentering, der også splintrer plotstrukturen, som ikke er lige til at gennemskue. Laura forsøger at få hjælp af de besynderlige kvinder, og det er som om, at jo mere de to indgår i plottet, jo flere krydsklip, fragmenteringer og forvirring forekommer der. Det kan få én til at glemme, at der stadig lusker en morder rundt.
Sjovt nok forstørrer 70’ernes æstetik den urovækkende stemning; det asynkrone forhold mellem lyd og billede og de kontrasterende farver, der især svejser den røde farve ind på nethinden, så man lægger mærke til den overalt.
Lydsidens skævhed er tydeligst i en besynderlig telefonsamtale mellem John og Laura. Laura er taget til England for at se deres søn, men John er sikker på, han lige har set hende i en gondol, så han ringer for at tjekke. Men parret taler i munden på hinanden, og Laura virker som om, hun ikke hører, hvad John siger. Kombineret med skuespillet, der har en overdreven B-filmagtighed over sig, samt latenstiden mellem lyd og billede, bliver den allerede forstyrrende handling og æstetik forstærket.
Den røde farve forfølger John rundt i Venedigs mørke, tomme og kringlede gader. Især i vandets refleksion; der lader til at være en forbindelse mellem rød, vand og fragmenterede spejlinger. Forbindelsen er dog ikke helt tydelig, men de bliver symboler på især Johns traumatiserede sind.
Den forvirring æstetikken og handlingen fremkalder er samtidig usmagelig. B-films-fornemmelsen overtager. Men stemningen bliver også dens styrke, for det er ubehaget, filmen prøver at finde frem i én.
Man forlader Rødt Chok hyperbevidst om alle lyde, bevægelser og mennesker, der omringer én i den virkelige verden. Filmen hænger fast i ens underbevidsthed.
Kommentarer